Stress

Nogle dage efter kiropraktorbesøget havde vi (Katja, Kristoffer, Mike og jeg) planlagt en grillaften i vores lejlighed. Vi havde inviteret nogle af vores nære venner over, og det tegnede til at blive rigtig hyggeligt. Jeg havde dog haft en ret lang dag, og allerede før aftenen startede var jeg helt ør i hovedet.
Pludselig hører vi en brag ude fra køkkenet, og det er min ven Alex som ville åbne køleskabslågen, hvorefter den, fyldt med al verdens tunge ting, ryger lige ned i hovedet på Alex, og fryserlågen ryger også af.
Alex har fået hjernerystelse, der ligger glas og væsker og hylder og lort ud over hele køkkengulvet. Det første Katja og jeg gør er at putte det dyreste indhold fra vores fryser i en pose og rende ud og ringe på hos vores naboer for at høre om de har plads i fryseren. Ingen åbner, og efter noget tid går vi tilbage til lejligheden. Da vi kommer tilbage ligner køkkenet hvad vi efterlod, og jeg bliver inden i mig selv dybt skuffet over at ingen har gidet at lette røven for at hjælpe med at rydde op.

Det sidste stykke tid har jeg været meget stresset. Jeg har prøvet at være stærk hele tiden, og jeg har taget alt for meget på mine skuldre. Alt hvad jeg har kunnet gøre, som ikke har haft noget at gøre med mine hænder, har jeg prøvet på at gøre, hjælpe alle, og i det hele taget bare køre mig selv i synk.

Senere på aften kom Mike og jeg også op og skændes, hvilket hovedsageligt bare var mig der var dum og stresset. Skænderiet var hurtigt overstået, men det at det havde været der gjorde ikke ligefrem aftenen bedre.

Den aften var jeg virkelig tæt på at smide alt jeg havde i hænderne og sige fuck det her.
Opvasken og rengøringen af altanen stod vi også tilbage med, folk hjalp ikke engang med at bære deres egne ting ud til altanen hvor Mike styrede grillen, folk tilbød ikke deres hjælp.
Jeg er så dybt skuffet. Og jeg ved at der var nogle som ordnede nogle af deres egne ting, men som det altid går, så er det selvfølgelig alt det som folk ikke gør der bliver lagt mærke til og husket.

Næste morgen skulle jeg til kiropraktor, og min kiropraktor Thea fik næsten et chok over at se mig, fordi jeg så så bombet ud.

I løbet af hele natten havde Mike og jeg været nød til at vågne på skift for at tjekke på Alex's situation. Han sov nemlig på vores sofa, og siden han havde hjernerystelse, skulle han tjekkes på. Så nattesøvnen havde heller ikke været noget at råbe hurra for.

Jeg fortalte det hele til min kiropraktor, og hun fik mig til at smile lidt igen. Men ligeså snart jeg forlod klinikken kunne jeg mærke en klump af gråd i min hals, og min hjerne gik i selvsving mens jeg tænkte "jeg vil hjem, jeg vil hjem". Jeg prøvede at spotte en taxa, men på nordre fasanvej omkring middag er der ikke mange taxaer. Jeg fik bommet en smøg af en dame, og den fik mig lidt ned på jorden. Så jeg steg på bussen da den kom.
Bussen var ret proppet med masser af børn og der var meget varmt. I dét jeg kommer ind kan jeg mærke at mine ben begynder at dirre under mig, og jeg er nød til at holde mig oppe med mine knap så stærke hænder. Ved næste stop får jeg løbet ud af bussen, falder sammen på en trappesten og udbryder i gråd. Det eneste der går gennem mit hoved er at jeg skal have fat på nogen med en bil.
Først prøver jeg at ringe til min mor, men hun tager den ikke. Så ringer jeg til min stedfar, som midt i en orkesterprøve tager telefonen, og kan knap forstå hvad jeg siger fordi jeg græder, hyperventilerer, og ikke ved hvordan jeg skal formulere mig.

Til sidst får han mig til at tage en taxa som heldigvis kommer med det samme. Det gik op for mig senere hvor bekymret han havde været, og at han havde afsluttet opkaldet med at sige at jeg ikke måtte gøre noget dumt. Det gjorde mig kun endnu mere ked af det at jeg havde givet ham sådan en forskrækkelse, for selvom det hele ramlede lige der, havde jeg ikke én gang haft selvmord i tankerne.

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind på værelset hvor Mike lå, og begyndte bare at græde. Jeg græd og græd og græd, og ville ikke mere, og kunne ikke mere.

Jeg faldt efterhånden mere til ro, og Mike lod mig slappe af hele dagen. Alting var bare blevet for meget. Mine hænder, smerter, piller, stress, lægebesøg, kiropraktor, fysioterapi, eksaminer, skole, gigtlæge, hjælpeløshed, folk der var idioter, systemet, og jeg følte at jeg var ude af stand til at gøre noget som helst nu. 

Jeg har siden været meget sensitiv og stresset, og prøver at påtage mig så få opgaver som muligt.

To be continued...