Fysioterapi og Kiropraktor

I slutningen af marts var jeg til lægen igen. Denne gang var det min kvindelige læge, Anita.
Hun gik langt mere i dybden med baghistorien for hvad der kan have udløst seneskedehindebetændelsen i første omgang. Hun blev ved med at spørge om jeg havde løftet noget ekstraordinært tungt, var faldet, eller lignende til min søsters fødselsdag, hvor det først havde vist sig, og det blev jeg ved med at afvise. Herefter henviste hun mig til en fysioterapeut som skulle hjælpe mig. Hun anbefalede Bülowsvej Fysioterapi.
Omkring en uge efter fik jeg en tid hos en af fysioterapeuterne der, som lagde ud med at sige at han kunne se at min læge havde skrevet at jeg havde løftet noget tungt til min søsters fødselsdag. Det undrede mig, og jeg afviste det bare, men indeni blev jeg faktisk noget ked af at min læge ikke havde lyttet rigtig, og endnu engang følte jeg mig uforstået.
Fysioterapeuten Nicolai tænkte at mine smerter havde noget at gøre spændte skuldre og ryg, så han gav mig nogle øvelser til hvordan jeg skulle sidde med min ryg, og også nogle øvelser til mine håndled hvor jeg skulle løfte en halvkilos vægt.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige om det var hans øvelser eller bare rent uheld, men da jeg gik hjem samme dag og gjorde de øvelser, resulterede det i ondt i ryggen, hold i nakken, hold i skuldrene og forværring af smerterne i hænderne.
Samtidig havde jeg snakket med min far som havde fået hold i nakken, og var begyndt at se en kiropraktor. Han insisterede på at det skulle jeg prøve. Jeg var noget skeptisk, da jeg frygtede at det ville forværre mit problem.
Men kiropraktor eller ej, skrev jeg en mail til fysioterapeuten Nicolai om at jeg gerne ville annullere vores næste tid da oplevelsen havde været noget ubehagelig, og rygsmerterne fortsatte i 2-3 uger, og jeg, knap så overraskende, stadig har kraftige smerter i hænderne.
På det her tidspunkt var jeg også stoppet med at svømme, fordi mine hænder havde det så slemt, at jeg ikke ville belaste dem yderligere, så nu var jeg ikke længere fysisk aktiv overhovedet, så det var bare endnu en ting på listen over de ting mine hænder satte en stopper for.
Min far blev stædigt ved med at ville have mig til kiropraktor, og til sidst tilbød han at hvis jeg ville gå til kiropraktor, ville han betale de fire første gange. Så det gjorde jeg.

To be continued...

Sammenbrud

Op i gennem januar og februar havde mine hænder det, som sagt, skiftevis fint og skidt.
Men selvom hænderne ikke var på sit værste, nåede jeg i marts til et punkt hvor det bare blev for meget at være så hjælpeløs. I løbet af få uger havde jeg flere større sammenbrud og noget der næsten ligner angstanfald, fordi jeg var så træt at det.
Ikke at kunne udfolde mig kreativt på nogen måde. Og jeg har jo altid spillet klaver og siden forsommeren 2011 har jeg også tatoveret, jeg har altid tegnet, og de kreative måder som man som menneske udfolder sig på, bliver automatisk en del af ens identitet og person. Desuden er kreativitet også en måde at stresse af på, det er det i hvert fald for mig, den klart mest effektive måde. Alle de ting var automatisk blevet taget væk fra mig, og det har virket så nedbrydende.
Så har der været tidspunkter hvor jeg ikke engang har kunne tage opvasken, hvor jeg har været nød til at bede mine roomies om at, ja, kort sagt gøre rent efter mig.
Jeg har aldrig før i mit liv oplevet at være så hjælpeløs over længere tid, men jeg kan klart sige, at jeg er skidehamrende træt af det.
Jeg er træt fordi jeg ikke ser noget lys for enden af tunnellen for at mine hænder bliver raske.
Jeg er træt fordi jeg frygter at mine hænder aldrig vil komme sig 100% og jeg dermed aldrig vil kunne arbejde professionelt med mine hænder.
Jeg er træt af at være hjælpeløs.
Men mest af alt er jeg træt af ikke at være rask, aldrig at vide hvornår det bliver værre og hvornår det bliver bedre.

To be continued...

Januar og skuffede mennesker

En af de sidste dage i London, gav min søde kæreste Mike mig en tur til en rigtig dygtig akupunktør. Han virkede yderst professionel, og jeg kunne da også mærke, mens jeg havde nålene i mig, at det gjorde et eller andet ved min krop, men det hjalp desværre ikke på mine hænder. 
Jeg kom hjem fra London d. 8. januar, og næste morgen bestilte jeg tid hos min læge. 
Sagen er, at der hvor jeg har læge, er det et ægtepar som begge er læger, så man kan selv vælge om man vil have tid hos manden Thomas, eller kvinden Anita. Første gang havde jeg været hos Anita, men denne gang fik jeg en tid hos Thomas. 
Han brugte hele konsultationen på at fortælle mig hvordan mit håndled hang sammen, knogler og muskler osv, og hvad det var der var galt. Og det var så det. 
Efter noget tid giv smerterne af sig selv væk, men dog kun i det omfang at når mine hænder lå stille, gjorde det ikke ondt. 
Lige så snart at jeg ville lave noget - Spille klaver, gøre rent, tatovere, m.m. - begyndte det efter 2 minutter at gøre ondt og mine hænder føltes fuldstændig livløse og ømme. Sådan gik det i nogle måneder. Ind i mellem kom inflammationen (Seneskedehindebetændelse drejer sig egentlig ikke om en betændelse, men en inflammation) tilbage, og jeg gik rundt i smertehelvedet igen. 

Det har været i slutningen af vinteren, eller starten af foråret hvor jeg, grundet en af de mange gange smerterne vendte tilbage, tog til lægen igen. Endnu engang kom jeg til den mandlige læge, Thomas. Og endnu engang hev han bare bøger om anatomi ned fra hylden, og viste mig hvordan det hang sammen. Den eneste nye viden jeg fik, var at hver gang smerterne blussede op igen skulle jeg tage iprener, da disse virker anti-inflammatorisk. Det har jeg så siden gjort, men de har ikke hjulpet spor. 


Baggrundsviden: 
I efteråret 2011, var jeg langt mere uheldig end hvad jeg havde troet var muligt. Fra september/oktober og frem til januar havde jeg kronisk migræne, hvilket jeg aldrig har haft før, den første måned med tilhørende kvalme. I oktober fik jeg mere eller mindre (Mere eller mindre fordi min læge ikke ville tage røngtenbilleder, så ingen ved det med sikkerhed) bækkenbrud på skambenet efter en Night Fever Koncert. Dette bækkenbrud satte gang i helt grotesk mange hormoner i mig og i flere uger efter var det svært for mig at tale om det uden at græde. 
I en uge i denne periode valgte min skulder også at stoppe med at virke og gøre utrolig ondt, jeg har aldrig fundet ud af hvad det skyldtes. 
Alle disse... strabadser, inklusiv mine problemer med hænderne, gav mig igennem vinteren og op gennem foråret mere og mere en følelse af at min krop simpelthen var gået i stykker og lige meget hvad jeg prøvede fysisk, ville det gå galt og gøre ting værre. 

To be continued...

Så troede jeg lige...

I hvert fald gik jeg så med skinne på min højre hånd indtil lige efter jul. På dette tidspunkt var smerterne i min hånd gået væk, og jeg havde meldt ud at jeg ville være klar til at tatovere i Januar.
I de to måneder som jeg havde gået med skinne og haft smerter, havde utrolig mange venner, bekendte og ukendte kontaktet mig for at blive tatoveret, og hver eneste gang måtte jeg give dem det samme svar, at jeg desværre ikke kunne.
Og hver eneste gang jeg skulle give dette svar blev jeg langsomt mere og mere nedtrykt, især fordi der gik venner rundt som havde brug for at få deres tatoveringer farvet op eller lavet færdig, og jeg kunne ikke færdiggøre hvad jeg havde startet, så det gjorde situationen endnu værre.

Men i slutningen af december troede jeg så at jeg var klar til at genoptræne min hånd, så jeg købte et lille gummi-æg, som var lavet til genoptræning.
I al den tid jeg havde haft skinne på min højre hånd, havde jeg været nødt til at bruge min venstre hånd til så godt som alting, hvilket resulterede i at den heller ikke havde det helt fantastisk, derfor brugte jeg trænings-ægget til begge hænder.
Efter få dage fik jeg smerter igen, i begge hænder, men betydelig mest i højre. Og denne gang var det ikke kun håndleddene, men også mine fingre, især mine tommelfingre, og også mine underarme.

På det her tidspunkt var jeg så træt af skinnen på min højre hånd, at jeg af dum stædighed simpelthen nægtede at tage den på igen. 

D. 1. januar 2012 skulle jeg til London med min kæreste Mike, og på turen dertil (og også derfra)var jeg nødt til at bede alle mulige fremmede om at løfte min baggage for mig, da jeg simpelthen ikke kunne selv, og jeg rejste alene.
Min mor kørte mig til lufthavnen, og selv hun, som også har utrolig svage og dårlige arme og hænder, nægtede at lade mig løfte baggagen selv, og ville løfte den for mig.
Hjælpeløshed er noget af det værste jeg ved, og jeg mærkede den "for good" på London turen.
Vi prøvede i London at købe andre slags skinner, både til håndled og tommelfingre, men enten passede de ikke, var ubehagelige (mere ubehagelige end sådan nogle normalt er), eller virkede slet ikke.

To be continued...

All from the beginning

Lige meget om man bedst kan lide at tegne, skrive, spille musik, lave mad, dyrke motion, så kan jeg ingen af delene.
I slutningen af oktober 2011 sad jeg til min søsters fødselsdag, da der ud af det blå indtraf en større smerte i mit højre håndled, hver eneste gang jeg bevægede det. Dette fortsatte, og om aftenen var smerterne så slemme, at jeg ikke kunne andet end at græde, og min ret så uforstående kæreste måtte trøste mig.
Næste morgen gik vi på apoteket og købte for 200 kroner en skinne til at holde håndleddet stift. Dagen efter kom jeg til lægen og hun kaldte det umiddelbart seneskedehindebetændelse. Der var ingen rigtig undersøgelse, men symptomerne pegede på det. Vi blev enige om at det kom af, at jeg har skrevet utrolig meget i hånden (Jeg går i skole, og har altid skrevet noter i hånden. Desuden spænder jeg meget når jeg skriver) og min lille amatør-hobby som tatovør.
Jeg fik at vide at jeg skulle holde den i ro og beholde skinnen på indtil smerterne var væk.
Det gjorde jeg selvfølgelig, men det ledte til en masse besværligheder.
Jeg måtte og kunne ikke skrive i hånden længere, hvilket besværliggjorde mit skolearbejde, fordi hvis jeg har computer med, er jeg for hurtig til at blive distraheret.
Jeg kunne selvfølgelig ikke tatovere, og det stressede mig, da jeg ikke længere kunne udfolde mig kreativt således.
Småting i hverdagen blev ikke lettere: Når opvasken skulle tages måtte jeg bede en anden om at tage de tunge ting, og ved de små ting skulle jeg have en handske på for ikke at gøre skinnen våd.
At løfte ting, og hjælpe til på forskellige områder hvor der skal være den mindste fysiske indsats, var det heller ikke muligt for mig. Bare tre uger efter at jeg havde fået skinnen på skulle jeg flytte, så dér var jeg helt hjælpeløs.

Ikke at kunne bruge sine hænder, besværliggøre langt mere end man tror.
Nu, syv måneder efter, lider jeg stadig af det, og jeg kan knapt nok skrive på en computer længere. Derfor vil jeg dele historien op i mindre bider, for ikke at overanstrenge mine hænder yderligere

To be continued...