Sammenbrud

Op i gennem januar og februar havde mine hænder det, som sagt, skiftevis fint og skidt.
Men selvom hænderne ikke var på sit værste, nåede jeg i marts til et punkt hvor det bare blev for meget at være så hjælpeløs. I løbet af få uger havde jeg flere større sammenbrud og noget der næsten ligner angstanfald, fordi jeg var så træt at det.
Ikke at kunne udfolde mig kreativt på nogen måde. Og jeg har jo altid spillet klaver og siden forsommeren 2011 har jeg også tatoveret, jeg har altid tegnet, og de kreative måder som man som menneske udfolder sig på, bliver automatisk en del af ens identitet og person. Desuden er kreativitet også en måde at stresse af på, det er det i hvert fald for mig, den klart mest effektive måde. Alle de ting var automatisk blevet taget væk fra mig, og det har virket så nedbrydende.
Så har der været tidspunkter hvor jeg ikke engang har kunne tage opvasken, hvor jeg har været nød til at bede mine roomies om at, ja, kort sagt gøre rent efter mig.
Jeg har aldrig før i mit liv oplevet at være så hjælpeløs over længere tid, men jeg kan klart sige, at jeg er skidehamrende træt af det.
Jeg er træt fordi jeg ikke ser noget lys for enden af tunnellen for at mine hænder bliver raske.
Jeg er træt fordi jeg frygter at mine hænder aldrig vil komme sig 100% og jeg dermed aldrig vil kunne arbejde professionelt med mine hænder.
Jeg er træt af at være hjælpeløs.
Men mest af alt er jeg træt af ikke at være rask, aldrig at vide hvornår det bliver værre og hvornår det bliver bedre.

To be continued...