Michael #2

Det som den tidligere fysioterapeut havde haft haft i, var at mine skulderblade stak for meget ud, så jeg skulle rettes op i ryggen.
Men hvor den tidligere fysioterapeut bare havde bedt mig om konstant at sidde med skuldrene strakt tilbage, kunne Michael fortælle mig, at sådan fungerede det ikke.
Åbenbart var sagen den, at båndet som holder mine skulderblade på plads, er lige så slapt som elastikken i en gammel sok. Så hvis jeg prøver nu at sidde med ret ryg, bruger jeg de forkerte muskler, og det er hvad er giver mig smerter.
Så selvom han kunne fortælle mig hvad der var galt gjorde det det ikke meget lettere, snarere tværtimod. For hvis jeg skal optræne de rette muskler i min ryg, skal jeg kunne bruge mine hænder, og før mine hænder virker helt fantastisk igen, skal min ryg være optrænet. Noget af en ond cirkel...
Michael valgte så at vi ikke skulle fokuserer på min ryg endnu, men bare mine hænder. Så han gav mig nogle udstræknings-øvelser, hvor jeg meget dybdegående strækker mine tommelfingre, andre fingre, håndled, albuer og skuldrer, på mange forskellige måder. Det virkede så let, at jeg var meget skeptisk over for om det nu kunne virke.
Derudover præsenterede han mig for et "smerte-skala-system" som han selv havde udviklet. Det er meget simpelt, og hedder rød-gul-grøn.
Grøn, er de ting som jeg kan lave uden at det gør ondt i mine hænder. Dem skal jeg bare lave at det jeg vil. Gul er de ting som jeg kan lave, hvor at hvis det provokerer mine hænder, skal smerterne gå væk efter 20 minutter. Rød er de ting jeg gør som får mine hænder til at gøre ondt mere end 20 minutter efter. Dem må jeg slet ikke lave.

Jeg havde allerede tidligere fortalt Michael at jeg skulle op til en 6 timers dansk skriftlig eksamen d. 31. maj, altså ca. 2-3 uger senere, og som det så ud nu, ville jeg ikke kunne gå op til eksamen. Så sagde han at mine hænder ville ikke være friske til eksamen, men friske nok til at jeg ville kunne gennemføre det. Jeg vidste ikke om jeg skulle tro på det, men jeg havde vel lov at håbe..

To be continued...

Michael

Dagen inden jeg brød helt sammen, havde jeg været hos min mor. Hendes naboer er fysioterapeuter, så da vi mødte dem ude på gaden, begyndte min mor først at fortælle om hvordan jeg havde grædt på grund af mine hænder (altid så dejligt at blive stillet i en akavet situation), og derefter spurgte hun dem om de havde nogle gode råd. Vores nabo, Bjørn, sagde bare et navn: Michael.
Michael var åbenbart denne fysioterapeut på Bispebjerg hospital, som egentlig er fysioterapeut for personalet dér, men Bjørn var sikker på at han også havde tid til mig.
Så jeg fik en tid mandagen efter, og tog derop med min mor.
Normalt når man er til fysioterapeuter og kiropraktorer, er man der i max 15 minutter. Men hos Michael, var jeg i 1½ time. Han lod til virkelig at vide hvad han lavede, og spurgte mig dybdegående om alverdens ting.
Jeg var jo lidt mistroisk i starten, grundet mit knap så heldige tidligere besøg hos en anden fysioterapeut, og fortalte også Michael om det. Han fortalte at den tidligere fysioterapeut rent faktisk havde haft fat i noget af det rigtige, men at han var gået alt alt for hurtigt frem.

Mine hænder er dårlige idag, så resten kommer senere...

To be continued...

Stress

Nogle dage efter kiropraktorbesøget havde vi (Katja, Kristoffer, Mike og jeg) planlagt en grillaften i vores lejlighed. Vi havde inviteret nogle af vores nære venner over, og det tegnede til at blive rigtig hyggeligt. Jeg havde dog haft en ret lang dag, og allerede før aftenen startede var jeg helt ør i hovedet.
Pludselig hører vi en brag ude fra køkkenet, og det er min ven Alex som ville åbne køleskabslågen, hvorefter den, fyldt med al verdens tunge ting, ryger lige ned i hovedet på Alex, og fryserlågen ryger også af.
Alex har fået hjernerystelse, der ligger glas og væsker og hylder og lort ud over hele køkkengulvet. Det første Katja og jeg gør er at putte det dyreste indhold fra vores fryser i en pose og rende ud og ringe på hos vores naboer for at høre om de har plads i fryseren. Ingen åbner, og efter noget tid går vi tilbage til lejligheden. Da vi kommer tilbage ligner køkkenet hvad vi efterlod, og jeg bliver inden i mig selv dybt skuffet over at ingen har gidet at lette røven for at hjælpe med at rydde op.

Det sidste stykke tid har jeg været meget stresset. Jeg har prøvet at være stærk hele tiden, og jeg har taget alt for meget på mine skuldre. Alt hvad jeg har kunnet gøre, som ikke har haft noget at gøre med mine hænder, har jeg prøvet på at gøre, hjælpe alle, og i det hele taget bare køre mig selv i synk.

Senere på aften kom Mike og jeg også op og skændes, hvilket hovedsageligt bare var mig der var dum og stresset. Skænderiet var hurtigt overstået, men det at det havde været der gjorde ikke ligefrem aftenen bedre.

Den aften var jeg virkelig tæt på at smide alt jeg havde i hænderne og sige fuck det her.
Opvasken og rengøringen af altanen stod vi også tilbage med, folk hjalp ikke engang med at bære deres egne ting ud til altanen hvor Mike styrede grillen, folk tilbød ikke deres hjælp.
Jeg er så dybt skuffet. Og jeg ved at der var nogle som ordnede nogle af deres egne ting, men som det altid går, så er det selvfølgelig alt det som folk ikke gør der bliver lagt mærke til og husket.

Næste morgen skulle jeg til kiropraktor, og min kiropraktor Thea fik næsten et chok over at se mig, fordi jeg så så bombet ud.

I løbet af hele natten havde Mike og jeg været nød til at vågne på skift for at tjekke på Alex's situation. Han sov nemlig på vores sofa, og siden han havde hjernerystelse, skulle han tjekkes på. Så nattesøvnen havde heller ikke været noget at råbe hurra for.

Jeg fortalte det hele til min kiropraktor, og hun fik mig til at smile lidt igen. Men ligeså snart jeg forlod klinikken kunne jeg mærke en klump af gråd i min hals, og min hjerne gik i selvsving mens jeg tænkte "jeg vil hjem, jeg vil hjem". Jeg prøvede at spotte en taxa, men på nordre fasanvej omkring middag er der ikke mange taxaer. Jeg fik bommet en smøg af en dame, og den fik mig lidt ned på jorden. Så jeg steg på bussen da den kom.
Bussen var ret proppet med masser af børn og der var meget varmt. I dét jeg kommer ind kan jeg mærke at mine ben begynder at dirre under mig, og jeg er nød til at holde mig oppe med mine knap så stærke hænder. Ved næste stop får jeg løbet ud af bussen, falder sammen på en trappesten og udbryder i gråd. Det eneste der går gennem mit hoved er at jeg skal have fat på nogen med en bil.
Først prøver jeg at ringe til min mor, men hun tager den ikke. Så ringer jeg til min stedfar, som midt i en orkesterprøve tager telefonen, og kan knap forstå hvad jeg siger fordi jeg græder, hyperventilerer, og ikke ved hvordan jeg skal formulere mig.

Til sidst får han mig til at tage en taxa som heldigvis kommer med det samme. Det gik op for mig senere hvor bekymret han havde været, og at han havde afsluttet opkaldet med at sige at jeg ikke måtte gøre noget dumt. Det gjorde mig kun endnu mere ked af det at jeg havde givet ham sådan en forskrækkelse, for selvom det hele ramlede lige der, havde jeg ikke én gang haft selvmord i tankerne.

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind på værelset hvor Mike lå, og begyndte bare at græde. Jeg græd og græd og græd, og ville ikke mere, og kunne ikke mere.

Jeg faldt efterhånden mere til ro, og Mike lod mig slappe af hele dagen. Alting var bare blevet for meget. Mine hænder, smerter, piller, stress, lægebesøg, kiropraktor, fysioterapi, eksaminer, skole, gigtlæge, hjælpeløshed, folk der var idioter, systemet, og jeg følte at jeg var ude af stand til at gøre noget som helst nu. 

Jeg har siden været meget sensitiv og stresset, og prøver at påtage mig så få opgaver som muligt.

To be continued... 

Støtte og Sovende Fingre

Efter jeg havde været til lægen, kom jeg så til min kiropraktor, Thea, og vi aftalte at før jeg kom til reumatolog, ville vi lave en form for evaluering og opfølgning på forløbet som jeg kunne tage med til ham.

Da jeg kom hjem derfra, sad jeg bare og slappede af derhjemme, da det pludselig gik op for mig at jeg ikke kunne mærke halvdelen af min venstre tommelfinger. Den sov altså.. Ikke på den måde hvor at det prikker, men halvdelen var bare følelsesløs.
Så puttede jeg den i noget smaddervarmt vand, for at øge blodtilførslen, og det hjalp så. Men resten af weekenden gik jeg rundt næsten hele tiden hvor at halvdelen af begge mine tommelfingre sov, og det samme med mine lillefingre og halvdelen da ringefingerene. Og samtidig med at de sov, så hævede mit venstre håndled op om fredagen, så jeg var nød til at sidde med frosne ærter på.
Da jeg mandagen efter kom til kiropraktor, fortalte jeg selvfølgelig om weekendens forløb, og uden videre gjorde hun et eller andet ved min nakke, og så har jeg ikke haft det siden. Hun ved sgu hvad hun laver...
Ved samme kiropraktor aftale spurgte hun om hun ikke kunne få adressen til den reumatolog jeg skulle til, så hun kunne begynde på evalueringen allerede nu.
Hun fortalte at normalt ville hun, og alle andre kiropraktorer, bare skrive nogle få linier som hurtigt beskriver problemet.
Men lige med mig ville hun gerne begynde i god tid, fordi hun gerne ville gøre noget ekstra ud af det og bruge noget af sin fritid på det, for at sikre sig at jeg ville blive taget seriøst.
(Det skal siges at seneskedehindebetændelse jo i de fleste tilfælde er noget som går over ret hurtigt, uden de største besværligheder, og derfor bliver det ikke rigtig set som en alvorlig sag.)
Jeg blev næsten rørt til tårer, for det er første gang jeg har følt nogen reel støtte fra nogen som helst del af sundhedssektoren, og det var så forfriskende at føle sådan en støtte.

Orv ja, så glemte jeg at sige, i sidste indlæg, at under mit besøg hos lægen, sagde han på et tidspunkt at han ikke længere vidste hvad der kunne gøres, at han var løbet tør for idéer. Det var noget af det mest ubehagelige jeg havde hørt i forbindelse med mit sygdomsforløb, og det ødelagde hele min dag.
Jeg har hele tiden følt at lige på det her punkt har mine læger været noget så inkompetente, men det her var dog det værste, og understregede kun min følelse omkring dem.

Derfor var det også ekstra rart at min søde kiropraktor sagde til mig at hun gerne ville lægge ekstra energi i evalueringen, så jeg ikke følte mig helt tabt på gulvet af systemet.


To be continued...

Reumatolog

Nå, tilbage til historien...
Jeg gik fortsat til kiropraktor 2 gange om ugen, og det var op og ned hvor meget det hjalp, men lige meget hvad har jeg i hvert fald været stor fan af det.
Der var en uge hvor min kiropraktor Thea var på kursus, så jeg var hos hendes kollega Jørn, som foreslog at jeg skulle undersøges af en gigtlæge, eller i "rigtigt" sprog, en reumatolog.
Så jeg kom til min egen læge for at få en henvisning, eller jeg sagde mere noget lignende: "Jeg vil undersøges rigtigt. I har jo ikke undersøgt mine hænder overhovedet, ingen ved om det rent faktisk er seneskedehindebetændelse, så nu vil jeg til en specialist og få taget en scanning, røntgenbillede eller whatever!"
hvorefter at min læge Thomas forklarer mig at røntgenbillede altså ikke vil vise noget da det har med knogler at gøre... Da han sagde det havde jeg det mest sådan: "Det vil jeg skide på. Jeg kender intet til de forskellige scanninger, det er dig som er læge, så bare send mig til noget der virker, i stedet for at forklare mig hvad der ikke virker...."
Derefter, for at han skulle forstå sagens alvor, fortalte jeg ham at jeg ikke kunne følge med i skolen. Jeg har altid holdt mig igang og i fokus i skolen ved at skrive noter, og det er nu så umuligt for mig at skolen er blevet så ligegyldig, for jeg husker ikke et ord der bliver sagt. Mens jeg sagde det, havde jeg svært ved ikke at græde, hvilket var ret tydeligt, og det kommenterede han også...
Han endte med at sige at han ikke mente at en reumatolog ville kunne gøre nogen forskel, men at han nok skulle henvise mig til en. Så jeg fik en henvisning, og fandt den reumatolog med kortest ventetid, og fik tid efter en måned, altså d. 30. maj.


To be continued...

Hvis det ikke var for jer...

Jeg vil lige springe ud af historien engang, fordi jeg sad og tænkte her idag, at jeg slet ikke har nævnt den hjælp og støtte jeg har fået fra min venner, min familie og min kæreste Mike.
Mike, Katja og Kristoffer som jeg jo bor sammen med, har været så utroligt overbærende med mit handicap.
Hver eneste gang jeg har tudet, råbt, brokket mig, været bitter og nedtrykt, (hvilket ikke er så sjældent, desværre), hvilket alt sammen har bundet i stressen omkring mine hænder, har Mike været så overbærende og lovet mig at vi nok skal få fixet mine hænder. Han har hjulpet mig mere end nogen anden med alt det her, og har samtidig fået mig til at grine over mine hænder, ved at kalde mig robo-girl (Pga. mine skinner).
Han har skubbet egne problemer til siden for at hjælpe mig, og researchet problemet mindst lige så meget som jeg selv.
Katja og Kristoffer har uden at brokke sig gjort alle de ting i lejligheden som vi burde være fælles om, men som jeg ikke kan. De har taget opvasken, gjort rent, båret tunge ting og alle de hverdagsting, som er nødvendige, men umulige for mig.
Og ikke kun det praktiske, men selvfølgelig har de også bare været der på mine regnvejrsdage hvor alt har været noget lort og håbløst.

Der er så mange af mine andre venner som hele tiden spørger ind til hvordan jeg har det, og giver kraftigt udtryk for deres medfølelse i mit problem, hvilket har været noget så dejligt, da det virker, i mit hovede, som sådan en ligegyldig lille ting at whine over. Så er det rart at få noget opbakning i at det er okay.
Min veninde Karoline, kiggede en dag på mig og sagde at hun havde tænkt over det og at hun synes at jeg havde klaret hele den her situation så pisse flot. Det kom dybt bag på mig, da jeg på intet tidspunkt har set min situation som noget jeg ligesom kunne klare på forskellige måder, men da jeg tænkte lidt over det blev jeg virkelig taknemmelig over det hun sagde. Jeg har selv følt at jeg har whinet så meget, brudt sammen og ikke kunnet tale om andet. Jeg har følt mig egoistisk og doven, så at få at vide at jeg klarer det her flot, fra en som har så meget mellem ørerne som Karo, var ubeskriveligt forfriskende. Forfriskende fordi det gav mig en yes-følelse og en følelse af at jeg stadig godt kan finde ud af noget, selvom jeg har følt mig så nytteløs og min selvtillid egentlig havde styrtdykket.

Alle de venner som altid spørger indtil mit problem, jeg kan mærke at størstedelen af dem ikke spørger ind af høflighed men fordi de er oprigtigt bekymrede. Havde det været af høflighed, havde de slået mig ihjel, for der er så meget til historien at jeg altid snakker folk et halvt øre af, hvis jeg først går i gang. Så på forhånd undskyld hvis i en dag mister hørelsen fordi jeg snakker for meget, og næsten ikke kan gå fem minutter uden at nævne mit problem. Tro mig, jeg er klar over det, men det er ikke let når hele ens hverdag drejer sig om det.

Jeg ved at det lyder som en takketale, og det er det måske også, men med de venner og den kæreste jeg har, er det velfortjent. Det er et klart lyspunkt, og det giver mig en idé om at der stadig findes gode mennesker i verden, og at størstedelen af dem er mine venner.

Jeg ville ikke have undværet jer. Både de aller nærmeste, men også dem som jeg næsten ikke kender, som alligevel finder overskud til at bekymre sig og spørge og trøste. Det er jeg ubeskriveligt glad for.

Kiropraktor

Så kom jeg altså til kiropraktor, og det er noget af en oplevelse, da de virkelig vrider en rundt...
Min Kiropraktor, Thea, lavede forskellige tests på mine hænder og fingre, hvor hun pressede mod mine hænder, og så skulle jeg presse igen.
Udfra dette fandt vi ud af at mine tommelfingre slet ikke fungerer. Da jeg skulle presse imod, føltes det som om tommelfingrene slet ikke sad på min krop.
Hun fandt også andre dele som ikke virkede, men tommelfingrene var klart værst.
Så gav hun mig noget akupunktur, knækkede mig nakke og min ryg.
Da jeg kom ud der fra, kunne jeg klart mærke en forskel. Jeg havde stadig ondt, men smerterne havde ændret sig, så det virkede som om at det et eller andet sted gik den rigtige vej.
Anden gang jeg var hos hende, kun nogle få dage efter, fik jeg akupunktur igen, og den her gang fik jeg det rigtig skidt af det.

Jeg har før prøvet overfladisk akupunktur, men de nåle som Thea brugte var omkring 5 cm lange, og når de sad i min arm kunne man kun se 1 cm af nålen.

Gangen efter dette fortalte jeg at jeg havde haft ondt efterfølgende, og så blev vi enige om at jeg ikke var modtagelig over for akupunktur, og så blev den fremgangsmåde kasseret.

Siden har jeg så bare været der to gange om ugen, og hver gang har været det samme, hun har knækket min nakke, min ryg, mine håndled, mine fingre og min tommelfingerrod. Og hvis jeg har akut ondt, er hun rigtig god til at fjerne den smerte, men i det lange løb ved jeg rent faktisk ikke om det hjælper...

Jeg kan huske en af dagene hvor jeg skulle i kiropraktor, hvor jeg om morgenen havde skåret et stykke brie. Den bevægelse resulterede i en meget smertefuld underarm, som hver eneste gang jeg bevægede den, bare en smule, føltes som om den havde et barberblad siddende i sig. Det hævede over i købet også op, og fortsatte indtil jeg kom hen til Thea, som uden tøven fjernede den smerte.

To be continued...