Jeg vil lige springe ud af historien engang, fordi jeg sad og tænkte her idag, at jeg slet ikke har nævnt den hjælp og støtte jeg har fået fra min venner, min familie og min kæreste Mike.
Mike, Katja og Kristoffer som jeg jo bor sammen med, har været så utroligt overbærende med mit handicap.
Hver eneste gang jeg har tudet, råbt, brokket mig, været bitter og nedtrykt, (hvilket ikke er så sjældent, desværre), hvilket alt sammen har bundet i stressen omkring mine hænder, har Mike været så overbærende og lovet mig at vi nok skal få fixet mine hænder. Han har hjulpet mig mere end nogen anden med alt det her, og har samtidig fået mig til at grine over mine hænder, ved at kalde mig robo-girl (Pga. mine skinner).
Han har skubbet egne problemer til siden for at hjælpe mig, og researchet problemet mindst lige så meget som jeg selv.
Katja og Kristoffer har uden at brokke sig gjort alle de ting i lejligheden som vi burde være fælles om, men som jeg ikke kan. De har taget opvasken, gjort rent, båret tunge ting og alle de hverdagsting, som er nødvendige, men umulige for mig.
Og ikke kun det praktiske, men selvfølgelig har de også bare været der på mine regnvejrsdage hvor alt har været noget lort og håbløst.
Der er så mange af mine andre venner som hele tiden spørger ind til hvordan jeg har det, og giver kraftigt udtryk for deres medfølelse i mit problem, hvilket har været noget så dejligt, da det virker, i mit hovede, som sådan en ligegyldig lille ting at whine over. Så er det rart at få noget opbakning i at det er okay.
Min veninde Karoline, kiggede en dag på mig og sagde at hun havde tænkt over det og at hun synes at jeg havde klaret hele den her situation så pisse flot. Det kom dybt bag på mig, da jeg på intet tidspunkt har set min situation som noget jeg ligesom kunne klare på forskellige måder, men da jeg tænkte lidt over det blev jeg virkelig taknemmelig over det hun sagde. Jeg har selv følt at jeg har whinet så meget, brudt sammen og ikke kunnet tale om andet. Jeg har følt mig egoistisk og doven, så at få at vide at jeg klarer det her flot, fra en som har så meget mellem ørerne som Karo, var ubeskriveligt forfriskende. Forfriskende fordi det gav mig en yes-følelse og en følelse af at jeg stadig godt kan finde ud af noget, selvom jeg har følt mig så nytteløs og min selvtillid egentlig havde styrtdykket.
Alle de venner som altid spørger indtil mit problem, jeg kan mærke at størstedelen af dem ikke spørger ind af høflighed men fordi de er oprigtigt bekymrede. Havde det været af høflighed, havde de slået mig ihjel, for der er så meget til historien at jeg altid snakker folk et halvt øre af, hvis jeg først går i gang. Så på forhånd undskyld hvis i en dag mister hørelsen fordi jeg snakker for meget, og næsten ikke kan gå fem minutter uden at nævne mit problem. Tro mig, jeg er klar over det, men det er ikke let når hele ens hverdag drejer sig om det.
Jeg ved at det lyder som en takketale, og det er det måske også, men med de venner og den kæreste jeg har, er det velfortjent. Det er et klart lyspunkt, og det giver mig en idé om at der stadig findes gode mennesker i verden, og at størstedelen af dem er mine venner.
Jeg ville ikke have undværet jer. Både de aller nærmeste, men også dem som jeg næsten ikke kender, som alligevel finder overskud til at bekymre sig og spørge og trøste. Det er jeg ubeskriveligt glad for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar