Dagen inden jeg brød helt sammen, havde jeg været hos min mor. Hendes naboer er fysioterapeuter, så da vi mødte dem ude på gaden, begyndte min mor først at fortælle om hvordan jeg havde grædt på grund af mine hænder (altid så dejligt at blive stillet i en akavet situation), og derefter spurgte hun dem om de havde nogle gode råd. Vores nabo, Bjørn, sagde bare et navn: Michael.
Michael var åbenbart denne fysioterapeut på Bispebjerg hospital, som egentlig er fysioterapeut for personalet dér, men Bjørn var sikker på at han også havde tid til mig.
Så jeg fik en tid mandagen efter, og tog derop med min mor.
Normalt når man er til fysioterapeuter og kiropraktorer, er man der i max 15 minutter. Men hos Michael, var jeg i 1½ time. Han lod til virkelig at vide hvad han lavede, og spurgte mig dybdegående om alverdens ting.
Jeg var jo lidt mistroisk i starten, grundet mit knap så heldige tidligere besøg hos en anden fysioterapeut, og fortalte også Michael om det. Han fortalte at den tidligere fysioterapeut rent faktisk havde haft fat i noget af det rigtige, men at han var gået alt alt for hurtigt frem.
Mine hænder er dårlige idag, så resten kommer senere...
To be continued...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar