En af de sidste dage i London, gav min søde kæreste Mike mig en tur til en rigtig dygtig akupunktør. Han virkede yderst professionel, og jeg kunne da også mærke, mens jeg havde nålene i mig, at det gjorde et eller andet ved min krop, men det hjalp desværre ikke på mine hænder.
Jeg kom hjem fra London d. 8. januar, og næste morgen bestilte jeg tid hos min læge.
Sagen er, at der hvor jeg har læge, er det et ægtepar som begge er læger, så man kan selv vælge om man vil have tid hos manden Thomas, eller kvinden Anita. Første gang havde jeg været hos Anita, men denne gang fik jeg en tid hos Thomas.
Han brugte hele konsultationen på at fortælle mig hvordan mit håndled hang sammen, knogler og muskler osv, og hvad det var der var galt. Og det var så det.
Efter noget tid giv smerterne af sig selv væk, men dog kun i det omfang at når mine hænder lå stille, gjorde det ikke ondt.
Lige så snart at jeg ville lave noget - Spille klaver, gøre rent, tatovere, m.m. - begyndte det efter 2 minutter at gøre ondt og mine hænder føltes fuldstændig livløse og ømme. Sådan gik det i nogle måneder. Ind i mellem kom inflammationen (Seneskedehindebetændelse drejer sig egentlig ikke om en betændelse, men en inflammation) tilbage, og jeg gik rundt i smertehelvedet igen.
Det har været i slutningen af vinteren, eller starten af foråret hvor jeg, grundet en af de mange gange smerterne vendte tilbage, tog til lægen igen. Endnu engang kom jeg til den mandlige læge, Thomas. Og endnu engang hev han bare bøger om anatomi ned fra hylden, og viste mig hvordan det hang sammen. Den eneste nye viden jeg fik, var at hver gang smerterne blussede op igen skulle jeg tage iprener, da disse virker anti-inflammatorisk. Det har jeg så siden gjort, men de har ikke hjulpet spor.
Baggrundsviden:
I efteråret 2011, var jeg langt mere uheldig end hvad jeg havde troet var muligt. Fra september/oktober og frem til januar havde jeg kronisk migræne, hvilket jeg aldrig har haft før, den første måned med tilhørende kvalme. I oktober fik jeg mere eller mindre (Mere eller mindre fordi min læge ikke ville tage røngtenbilleder, så ingen ved det med sikkerhed) bækkenbrud på skambenet efter en Night Fever Koncert. Dette bækkenbrud satte gang i helt grotesk mange hormoner i mig og i flere uger efter var det svært for mig at tale om det uden at græde.
I en uge i denne periode valgte min skulder også at stoppe med at virke og gøre utrolig ondt, jeg har aldrig fundet ud af hvad det skyldtes.
Alle disse... strabadser, inklusiv mine problemer med hænderne, gav mig igennem vinteren og op gennem foråret mere og mere en følelse af at min krop simpelthen var gået i stykker og lige meget hvad jeg prøvede fysisk, ville det gå galt og gøre ting værre.
To be continued...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar